Man kan ikke se nogen som ufejlbarlig og selv om vedkommende mener det om sig selv - 
og en hver tilnærmelse til at forslå at mennesket måske en gang i 
mellem begår en fejl som alle mennesker gør fra tid til anden igennem livet medføre en
 storm, som hvis man under en messe gik op og pissede i døbe fonten. Et Univers, hvor 
det er en slags lille gud - der slet og ret ikke gør noget forkert der på forunderlig 
vis er hævet over loven almindelig sund fornuft og ansvar – fordi mennesket i dette 
univers svæver over vandene og spreder sandhed og gode gerninger ved sin blotte eksistens.

 Sådan er der ikke nogen der og behovet for at blive betragtet på den måde – er dybest 
set forankret i en dyb mistro til sin egen formåen, der uvilkårligt vil medføre en slet
 skjult misantropi rettet i mod andre – da selvopfattelsen altid vil vakle og den vrede 
det måtte medføre må finde bolig et andet sted ind i sig selv.

Her er vreden det middel der bruges til at få, at få opretholdt den status man gerne ser 
sig selv tildelt.

Og ufejlbarligheden er en forudsætningerne for at konstelasionen og den oprindelige
 priouteringen mere eller mindre har en berettigelse